Soul kan noget særligt; det er musik fyldt med nerve og følelse, med bevægelse og groove, med lækre melodier og riffs. Alt det skal vi udforske i Soulband.
Soulgenren har sin oprindelse i 1960’ernes USA, hvor den formes af kunstnere som Aretha Franklin, Marvin Gaye, Otis Redding, Stevie Wonder og mange andre. Vi starter med at spille klassiske soulnumre fra denne periode, men kommer også omkring nyere numre, hvor soulen blander sig med f.eks. pop, funk og RnB.
Gennem faget arbejder vi særligt med groove og sammenspil som er helt centralt i soul; at bygge et fælles groove op som band kan både være en udfordring og noget af det sjoveste ved at spille sammen. Soul lægger op til både store blæsergrupper og udbyggede korstemmer, så det bliver også en stor del af arbejdet med sangene.
Udover at spille skal vi også lytte til en masse lækkert soulmusik og gå på opdagelse i genrens historie, som altid har været tæt forbundet med sin politiske samtid i form af f.eks. Borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne.
Som i de andre bandfag er alle velkomne uanset tidligere musikalsk erfaring: Om du har spillet musik i ti år eller aldrig har haft et instrument i hånden før, kan du være med. Vi tilpasser de forskellige instrumentroller til jeres niveau, så alle udfordres med udgangspunkt i, der hvor I er. Sammenspil, musikglæde og lysten til at lære nyt i fællesskab er kernen i bandfagene på Uldum Højskole.
Udover de gængse bandinstrumenter (sang, trommer, bas, keyboard/klaver, guitar m.m.) har højskolen ti saxofoner, som man kan få introduktion til, hvis man vælger et bandfag.