FAG

Jazzband

Jazz er en bred genre med stærke traditioner, som har holdt gennem mere end et århundrede. I Jazzband skal vi udforske disse traditioner og sammen spille både klassikere og nyere sange indenfor jazz-genren. 

Vi starter med at blive fortrolige med den klassiske swingjazz og bevæger os derefter op gennem genrens historie og spiller numre, hvor jazzen på forskellig vis fusionerer med andre genrer. Alt efter holdets sammensætning spiller vi typisk både vokale og instrumentale numre. 

Vi arbejder gennemgående i faget med improvisation og det at spille solo, med jazzharmonik og comping, og ikke mindst med at lytte til hinanden i det dynamiske sammenspil, som udgør kernen af jazzmusikken. 

Derudover skal vi også lytte til en masse forskelligt jazz og udforske genrens mangfoldige kulturhistorie. 

Som i de andre bandfag er alle velkomne uanset tidligere musikalsk erfaring: Om du har spillet musik i ti år eller aldrig har haft et instrument i hånden før, kan du være med. Vi tilpasser de forskellige instrumentroller til jeres niveau, så alle udfordres med udgangspunkt i, der hvor I er. Sammenspil, musikglæde og lysten til at lære nyt i fællesskab er kernen i bandfagene på Uldum Højskole.  

Udover de gængse bandinstrumenter (sang, trommer, bas, keyboard/klaver, guitar m.m.) har højskolen ti saxofoner, som man kan få introduktion til, hvis man vælger et bandfag.

Underviser

Jakob Kjær Bødker

Underviser

Nanna Overgaard Stage

Du kommer til at have Jazzband her:

Musiklokalerne

Studiet