I dette fag kan man lære alt det, jeg gerne selv ville have vidst om privatøkonomi, da jeg flyttede hjemmefra. Det kan være uoverskueligt og besværligt lige pludselig at skulle overskue privatøkonomiske og praktiske forhold, når man flytter hjemmefra, starter studier eller lignende. Det gør vi noget ved i dette fag, hvor I vil få en masse brugbar viden, tips og tricks til at blive en ægte voksen! Med en smule mere viden, kan man ende med at spare en hel del tid og penge!
Vi vil blandt andet besvare disse spørgsmål:
· Hvad skal man være opmærksom på, når man vil finde en lejlighed og underskrive en lejekontrakt?
· Hvordan får du SU, og hvor meget kan man arbejde ved siden af?
· Forstår du din lønseddel, og hvad er ny løn-tillæg?
· Har du dine forsikringer i orden?
· Hvordan fungerer vores skattesystem?
· Hvorfor bør du være medlem af en A-kasse, og hvad er forskellen på at være på dagpenge og på kontanthjælp?
· Hvornår er det relevant at låne penge, og hvad skal du være opmærksom på i den forbindelse?
· Hvordan kommer jeg i gang med at investere?